Anmeldelse: Hvad vi syntes om vores tagtelt efter 7 måneder i brug

Ingen af os har rigtig lavet en anmeldelse før, men en gang skal jo være den første. Vi har haft en del udstyr med på vores overlandertur til Himalaya, og noget af det har vi testet til det yderste og lidt ud over dets evne, hvilket giver et relativt solidt grundlag for os at anmelde det på. En af de store og helt afgørende ting for vores tur har været vores tagtelt, som vi også havde mange bekymringer om inden vi tog afsted.

Teltet vi endte med at vælge er et PrimeTech Wasteland Standard, et amerikansk telt som udelukkende blev valgt ud fra den billige pris og tilgængeligheden. Antallet af tagtelte til salg i Danmark er relativt begrænset og vil man også have det billigt skal man være heldig. Vi var heldige at finde et brugt et af slagsen, som havde været på en tremåneders tur til Rusland med tre kamerater – og de må virkelig have været kamerater, for så meget plads er der heller ikke i det telt. Vi gav 5.000kr for det brugt. Det er ikke lige til at købe fra nyt i Danmark efter GizmoGear har lukket, men i Tyskland kan man få det til omkring 6400kr.

Den beskyttende overfrakke var blevet skiftet til en ny efter hjemkomst fra Ruslandsturen, og derfor må vi sige at det er netop den, der er teltets svageste led. Den næsten fire meter lange, kraftige lynlås der lukker overfrakken fast til bundpladen er nemlig gået i stykker, så vi ikke kan lukke den. Det betyder at både støv og vand kan komme op under, hvilket bestemt ikke er ønskværdigt.

Den hårdeste medfart fik det kære telt, da Fredrik kørte det ind i et træ, som lænede sig lidt skævt ud over der hvor han havde tænkt sig at køre – inde i en skov, that is… Fredrik tog det heldigvis med (næsten) ophøjet ro og fandt gasbrændere frem så han kunne varme, banke, bukke og smede det store rustfri stålbeslag, som var blevet bukket 45 grader, tilbage i ret vinkel. Et par skruer og bolte blev skiftet ud og efter en time eller to var teltet næsten sig selv igen. På den måde var det dejligt med et simpelt telt, som kunne repareres let, da noget gik galt. Overfrakken fik et hul af oplevelsen og bundpladen blev heller ikke helt sig selv igen. På trods af det lille uheld passer de to bundplader dog stadig sammen på midten, hvilket er altafgørende for teltets stabilitet.

Teltet har været slået op og ned stort set hver dag i et halvt år. Med det og prisen i mente har det klaret det ret godt. Det er bestemt slidt efterhånden og det er også mærket af at have været pakket ned i fugtig tilstand, men alt i alt holder det fint. Madrassen, som følger med, lugter lidt spændende og der er flere remme som vi endnu ikke har fundet funktionen af. Stigen er ikke af den bedste kvalitet og er blevet sej at hive ned og svær at fastgøre de små sikringer i, men det kan nok klares med lidt smøring.

Selve teltets opbygning er dejlig simpel og det tager os ingen tid at slå det op og gøre klar til natten. Når det regner eller har regnet, og teltet pakkes sammen er det lidt åndssvagt at oversejlet er kortere end indgangen. Vandet løber let ned af oversejlet og ind på madrassen, hvilket gør det til en fugtig oplevelse at sove i teltet natten efter. Der findes modeller hvor indgangen til teltet er lukket af, så man kommer ind i det nedefra, og det virker til at være en ret smart løsning på det problem.

Noget andet der gør det til en fugtig oplevelse er den plastikagtige teltdug. De fleste morgener løb konsensen af teltdugen og ned på madrassen. Det hjalp hvis teltet stod åbent i begge sider (med myggenettet lukket), men det var ikke altid en mulighed undervejs på vores tur.

Det bedste ved teltet er dets simple opbygning. Tre bøjler inde i teltet rejser sig op, når man folder teltet ud og så er det blot at sætte de bøjelige metalstænger i oversejlet og sidesejlene, så er du kørende (eller sovende, om man vil). De fleste nætter satte vi kun stænger i oversejlet i indgangsenden, og det fungerede fint sådan. Der er også god plads til to inde i teltet med de 140cm i bredden og 240 cm i længden. Det var et behagligt og sikkert rum at krybe op i og vores medbragte batteri-lyskæde gjorde det til et rigtig hyggerum. Det er også meget nemt at montere, og kan tilpasses de fleste typer tagbøjler da beslagene, som det sættes fast med, sidder på en skinne så de nemt kan justeres i bredden. Man skal dog være to personer for at få det op da det vejer omkring 50 kg. Stigen var kun lige lang nok til at kunne stå solidt på jorden, når vi havde det monteret så det gik ud over køleren på bilen, så hvis vi parkerer på en lille bakke eller slår lejr i meget sand, skal stigen understøttes før man kan kravle i seng. Det er muligt at købe en forlænger til stigen hvis man har en højere bil, det giver dog selvfølgelig mindre stabilitet.

Generelt syntes vi at tagtelt er virkelig lækkert når man kører ude i natur- og landområder og når det ikke blæser betydeligt. Så snart det blæser lidt op, bliver det umuligt at sove i det ikke særlig vindstabile telt i to meters højde. Fredrik er ikke helt enig, for han sov som en mis hver gang det blæste. Er man meget inde i byområder på sin rejse ville vi nok gå efter en anden løsning end tagtelt. Man kan ikke rigtig gemme sig, når man slår et telt op på taget af sin bil. Der er mange gange hvor vi ville have ønsket os at vi kunne sove inde i vores bil. Alligevel er der intet der slår at vågne op i sin bløde dyne til en fantastisk udsigt fra tagteltet!

Normalt monterer man tagteltet så det folder ud over siden eller ud over bagenden af bilen. Vi har monteret det så det folder ud over motorhjelmen, og det har fungeret rigtig fint. En fordel i forhold til at lade det folde ud over siden er, at vi kan holde på en almindelig parkeringsplads uden at optage ekstra plads når vi slår teltet op.

Opsummering

Alt i alt syntes vi at PrimeTech Wasteland Standard tagteltet er et fint telt til prisen, men skulle vi igen på en tur af mere end et halvt års varighed og havde vi lidt mere på kistebunden end to studerende med en fiks ide, så ville vi vælge et med en bedre indgangsløsning og af lidt bedre kvalitet. Især den dårlige åndbarhed giver meget fugt i teltet, selv på ellers tørre dage.

Det gode

  • Stort og rummeligt
  • Simpelt og relativt nemt at reparere på tur
  • 360 graders udsigt
  • Hurtigt at slå op
  • Let at montere på bilen

Det knapt så gode

  • Meget dårlig åndbarhed (problemer med meget kondens)
  • Lynlås i “overfrakke” er ikke holdbar nok
  • Der kommer let vand ind når det pakkes sammen i regnvejr
  • Ikke vindstabilt
LMH-171010-_DSC6991
Wildcamping in Europe is doable and pleasant. Fascinated with our tent we took plenty of pictures of it!

2 Comments on “Anmeldelse: Hvad vi syntes om vores tagtelt efter 7 måneder i brug

  1. ved i hvor man kan købe et for under 10.000 kr jeg kan ikke finde dem venligst Jan

    • Hej Jan. Vi købte vores brugt til 6000kr, så jeg ved ikke om de findes til under 10 fra nye. Vi købte teltet brugt af dem der har gizom gear, men jeg tror de har lukket webshoppen.

Skriv en kommentar